Få kuratorens blik på kunsten, når vi inviterer til et eksklusivt foredrag ved Matthias Wivel, der står bag forårets store udstilling Michelangelo Imperfect.
Han huggede den ikoniske skulptur af David i Firenze, malede loftet i Det Sixtinske Kapel og designede kuplen på Peterskirken i Rom. Kom med bag kulisserne, når vi stiller skarpt på en af historiens mest indflydelsesrige billedkunstnere: Michelangelo Buonarroti.
Michelangelos kunstneriske fokus var næsten entydigt menneskekroppen. I den fandt han uanede muligheder for at udtrykke de tanker, følelser og spændinger, der præger os. Han stræbte altid efter det største og ofte umulige, men hans kunst kredser også om det uperfekte, det ufærdige og skrøbelige.
Lyt med, når kurator Matthias Wivel går tæt på historien om kunstneren, mens han zoomer ind på udvalgte værker og løfter sløret for nogle af de mange tanker og overvejelser, der ligger bag udstillingen.