Visionssamtale: Nye samlingsudstillinger på SMK

Beskrivelse

Første november 2026 lukker udstillingen Europæisk Kunst 1300-1800 efter mere end 15 år – for at genåbne med nye værker og fortællinger i efteråret 2027. I de kommende år skal også SMK’s øvrige faste udstillinger gentænkes og fornyes.

Men hvorfor skal udstillingerne netop nu gentænkes? Hvilke gennemgribende forandringer skal ske? Hvad er en kunstsamling egentlig for en størrelse? Og hvilken betydning har den for vores fælles historie?

Alt det – og meget mere – kan du blive klogere på, når SMK’s direktør Astrid la Cour, museumsinspektør Michèle Seehafer og bevaringschef Pil Rasmussen i samtale med Tore Leifer, redaktør på Frederiksborg, går helt tæt på museets kerne: Kunstsamlingen og visionerne for de nye samlingsudstillinger. Udstillinger, der skal være levende, dynamiske, foranderlige og i konstant kontakt med den verden og samtid, vi er del af.

Lyt med, når de udfolder tankerne bag de nye samlingsudstillinger og det omfattende arbejde, der ligger bag.
Sammen ser vi også nærmere på de arkitektoniske forandringer, der åbner sprækker til tidligere tider, og fortæller historier om værker, der har hængt på slotte og i ministerier, men nu er hentet hjem til SMK for at kunne indgå i de nye udstillinger.

Dato og tidspunkt

28. oktober kl. 17.00-18.00

Sted

Auditoriet

Pris

Eksklusivt for årskortholdere
 15 kr. pr. billet
 OBS: Du skal fremvise dit årskort på dagen

 

Visionssamtale: Nye samlingsudstillinger på SMK